Hollandske hyrdehunde anses grundlæggende for robuste, men viser et tydeligt racetypisk mønster: Led og øjne er ofte et opmærksomhedspunkt hele livet, som du skal holde øje med. En sundhedsorienteret opdrætter modvirker det målrettet så hundene kan holde til belastning langt op i alderen.
Hvad angår bevægeapparatet er det hos Herderen især hofteledsdysplasi (HD), albueledsdysplasi (AD) og overgangsvirvler i rygsøjlen, der er i fokus. Seriøse opdrættere lader forældredyrenes hofter, albuer og ryg røntgenvurdere, før de bruges i avl, hvilket mærkbart nedsætter risikoen for misdannelser hos afkommet. Et andet ledproblem i racen er osteochondritis dissecans (OCD), en forstyrrelse i bruskens modning. Da unge Herderes ekstreme energiniveau kan øge risikoen for ledproblemer, er en bevidst belastningsstyring uden tidlige spring eller overbelastning et must i det første leveår.
Derudover har Hollandsk Hyrdehund specifikke neurologiske og oftalmologiske risici. Holländischer Schäferhund Club Deutschland e.V. (HSCD) foreskriver ud over røntgenundersøgelserne for HD, AD og overgangsvirvler målrettede kontroller for degenerativ myelopati (DM) samt den neurologiske sygdom spongiøs degeneration med cerebellar ataksi 2 (SDCA2); til racens anbefalede sundhedsstandard hører desuden en gentest for progressiv retinaatrofi (prcd-PRA). Også den beslægtede form SDCA1 er et kendt problem i racen. En DNA-test viser her, om et forældredyr er frit, anlægsbærer eller ramt. For simpelt recessive arvegange som prcd-PRA eller SDCA2 gælder: Parrer en opdrætter kun anlægsbærere med frie partnere, arver ingen hvalp den testede mutation fra begge forældre. Derudover lader ansvarsbevidste opdrættere forældredyrenes øjne undersøge klinisk. Et klart advarselssignal ved købet er sælgere, der affejer disse resultater og reklamerer med floskler som »racerent, men uden papirer, da den kun er tænkt som familiehund«.