Hunderace er et begreb, som i dag ikke længere nødvendigvis afspejler det, hundeavlen har brug for for igen at frembringe sunde og langlivede hunde. Hvorfor det forholder sig sådan, og hvorfor vi hos HonestDog gradvist erstatter begrebet hunderace med hundetype, forklarer vi i denne artikel.
Hunderace: Hvad er det?
Inddelingen i hunderacer er kompleks og kan være forvirrende, for hvad en race præcis er, har ingen egentlig fælles definition. Begrebet race bruges i husdyravlen og betegner som regel en gruppe dyr af samme art, hvis afkom over flere generationer ligner forældrene meget. I hundeavlen gik det så vidt, at stambøgerne blev lukket. Stambøgerne er de registre, hvor alle individer af en race står opført, hvis ejere er medlem af den pågældende klub. Lukket betyder her, at kun individerne i den pågældende stambog må parres med hinanden.
I dag findes rigtig mange avlsklubber, og nogle af dem er organiseret i såkaldte paraplyorganisationer – fra regionalt til internationalt niveau. Disse private foreninger fastlægger ikke kun reglerne for, hvordan man må avle; de bestemmer også, hvilke hundegrupper der anerkendes som race, og hvilke der ikke gør.
Som om forvirringen ikke var stor nok, har vi nu i nogen tid også haft de såkaldte designer- eller hybridracer. Strengt taget er det blandinger, hvis forældre stammer fra to forskellige racer. Et eksempel er labradoodlen, en krydsning af labrador og puddel: Her skal de gode egenskaber fra begge forældre kombineres. Om det virkelig fungerer, og hvorfor mange siger, at det ikke er avl, men såkaldt hvalpeproduktion, forklarer vi længere nede.
Raceavl: Hvad gik galt?
Man lagde mere og mere vægt på udseendet, og den såkaldte eksteriørbedømmelse (den beskriver, hvor meget en hund ligner det ideelle raceudseende, som klubben har fastlagt) kom i centrum på udstillingerne. For nogle racer er en eller anden form for brugsprøve stadig et krav for at måtte avle – afhængigt af forbundet. Men avl efter udseende med et begrænset antal individer har ikke gavnet den genetiske sundhed hos nutidens hunderacer. Husk de lukkede stambøger: Strengt taget betyder det, at en labrador fra klub X ikke må krydses med en labrador fra klub Y. I nogle klubber er det muligt under meget strenge regler og betingelser, også for afkommet – men det er en kompleks og langvarig proces, som ikke alle opdrættere har lyst til at gå igennem.
I denne i forvejen begrænsede genpulje blev populære hanhunde med et eftertragtet udseende desuden brugt alt for ofte i avlen, så genpuljen skrumpede yderligere. Det fik også visse arvelige sygdomme til at brede sig mere end gennemsnitligt.
Resultatet: Vi har hunderacer med mange arvelige sygdomme – antal og hyppighed varierer fra race til race – og et slægtskab, hvor næsten hver parring i mange racer nærmer sig en søskendeparring. At for tæt beslægtede parringer er problematiske, kender vi mennesker fra vores egen historie – tænk blot på faraonerne eller Europas kongehuse.
Har vi overhovedet brug for racer?
Også i dag findes der hunde med et job, f.eks. politihunde, hyrdehunde, jagthunde og terapihunde. For dem – men også for familiehunde – er det vigtigt at kunne vurdere den valgte hunds egenskaber godt. Derfor er det en fordel at have forskellige varianter af hunde med forudsigelige adfærdstendenser. Men raceavlen, sådan som vi har drevet den gennem de seneste 100 til 150 år, fører ind i en blindgyde med flere og flere syge, kortlivede og til dels adfærdsmæssigt udfordrede hunde. Derfor bør vi sige farvel til vores forestilling om racerenhed og billedligt talt til begrebet race og alt, hvad der følger med.
Er hybrid- eller designerracer fremtiden?
En designerhund opstår, som beskrevet ovenfor, af to eller flere racer. Målet er at kombinere de bedste egenskaber fra de involverede racer. Det kan lykkes, men behøver ikke. I de fleste tilfælde ligner afkommet i første generation hinanden meget. Parrer man dem videre med hinanden (naturligvis med forskellige forældre), kan hundene pludselig se meget forskellige ud – bag det ligger simple genetiske love. Selvfølgelig kan man også her gennem målrettet avlsudvælgelse og, desværre nemmest, gennem indavl skabe et ensartet udseende og dermed grundlægge en ny race, sådan som det allerede sker i nogle tilfælde. Men så er vi tilbage ved udgangspunktet.
De fleste opdrættere af sådanne hunde avler dog kun på første generation, altså f.eks. igen og igen labradoodle-hvalpe ved at parre en labrador med en puddel. Dermed bidrager de ikke til at forbedre hundene og deres genetik, fordi de ikke planlægger over flere generationer. Derfor kalder mange dem ikke opdrættere, men hvalpeproducenter.
Krydsning af racer kan have mange fordele i avlen – men tager man to racer, som i forvejen er hårdt belastede, som fransk bulldog og mops, får man som regel ikke en sund hund, men en hund, som forener begge racers genetiske sygdomme.
Og uanset hvor meget dårligt man kan sige om avlsklubberne: De fleste fører i det mindste en grundlæggende kontrol med deres opdrættere og kræver en eller anden sundhedstest, selv om det i langt de fleste tilfælde burde være flere. Stort set ingen avlsklub optager disse, i deres øjne, „blandingsopdrættere“. Dermed er mange af disse opdrættere ikke underlagt nogen regler eller kontrol ud over deres egne.
Nye racer og deres anerkendelse
Små avlsforbund, som helliger sig en race, de så at sige selv har opfundet, bliver mere og mere populære. Eloen er et eksempel: Avlsmålet er en sund hund, som egner sig til familielivet. Navnet Elo er beskyttet hos det tyske patent- og varemærkekontor.
Også her gælder det selvfølgelig, at ikke alt, som glimrer, er guld: Hvilke forældredyr og udgangsracer vælges, hvor stor er avlsbasen, hvilke sundhedstests bliver lavet, og hvad udelukkes fra avl?
De store avlsforbund anerkender lige så lidt disse nye racer som designerhunde eller andre blandinger.
Findes der gode veje ud af blindgyden?
Eksperter og forskere er kommet med forskellige forslag og tilgange. Alle møder fortsat stor modstand fra de store raceklubber, som hellere vil se situationen an lidt endnu, før de handler.
En god mulighed ville være at smide begrebet racerenhed og de avlsbegrænsninger, som følger med, over bord og vende tilbage til det, man tidligere kendte som landracer eller typer: hunde, som ikke nødvendigvis så ens ud, men som var sunde og egnede til det arbejde, de skulle udføre. Dengang måtte naboens løse hund også gerne bidrage med mere genetisk variation. Det ville betyde, at de til dels rigtig gode forsøg på at gøre mopsen til en sund hund med en fungerende næse igen ved at krydse andre racer ind ikke skulle ske spredt og uden for de store forbund, men sammen med dem, koordineret og med det bedst mulige resultat for øje, med en stor avlsbase og mange opdrættere.
Flere og flere arvelige sygdomme kan testes, og derfor bør man også gøre det konsekvent. Hvor langt man skal gå med at udelukke hunde fra avl ved hvilken sygdom eller hvilke genetiske træk, er omdiskuteret og langtfra endeligt afklaret. I de fleste tilfælde mangler man dog stadig en forpligtelse til overhovedet at teste for alle testbare sygdomme i den pågældende race – det er ikke meget dyrere end enkelte tests, og én prøve er nok.
Farvel til begrebet race
Af ovennævnte grunde og for at gøre forskellen tydelig i folks bevidsthed tager HonestDog i stigende grad afsked med begrebet race og erstatter det med begrebet type – helt i tråd med alaskan husky: en hundetype med en vis variation, som er skabt til arbejde (at trække slæde) og udvælges efter egnethed og sundhed. Med det mål at forbedre hunden til arbejdet må man gerne krydse i avlen.
Konklusion
Avl af hundetyper til bestemte formål med god sundhed og de ønskede egenskaber i fokus, udseendet som sidste kriterium, genetisk variation og udtrykkelig tilladelse til at krydse andre typer ind: Det kunne være en mulig fremtid, så vi fortsat kan dele vores liv med hunde uden at påføre dem så megen lidelse, som det desværre i vid udstrækning sker i dag.
Vil du vide, hvor mange hunderacer der findes, kan du læse denne artikel.



